Peer Gynt / Пер Гюнт - Ибсен Генрик - Страница 15

Under sengen vi pusler, i asken vi rager,

gennem piben vi rusler som gloende drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kaste-tørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

Solvejg

Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og så får

du tage mig.

Peer Gynt

Solvejg! Det er ikke —! Jo, det er! —

Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

Solvejg

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med vind og i stille.

Bud bar din moer i alt hun fortalte,

bud, som yngled, da drømmene dalte.

Nætterne tunge og dagene tomme

bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som livet var sluknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;

jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.

Peer Gynt

Men faer din?

Solvejg

På hele Guds vide jord

har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

Jeg har løst mig fra alle.

Peer Gynt

Solvejg, du vene, —

for at komme til mig?

Solvejg

Ja, til dig alene;

du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd.)

Værst var det at slippe min lille syster; —

s. 99

men endda værre at skilles fra faer;

men værst ifra den, som ved brystet

mig bar; —

nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

Peer Gynt

Og kender du dommen, som blev læst ivår?

Den skiller mig både ved arv og gård.

Solvejg

Mener du vel at for arv og eje

jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

Peer Gynt

Og ved du forliget? Udenfor skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

Solvejg

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte:

jeg skal hjem.

Peer Gynt

Så væk med både spiger og planker!

Nu trænges ingen stængsel mod nissebuktanker.

Tør du gå ind for at leve med skytten,

så ved jeg der kommer vigsel over hytten.

Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!

Bare se på dig! Nej, hvor du er lys og skær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er f

in og let!

Får jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strakte arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage —;

å, men jeg har længtes både nætter og dage.

Her skal du se, jeg har tømret og bygt; —

det skal ned igen, du; her er ringt og stygt —

Solvejg

Ringt eller gildt, – her er efter mit sind.

Så let kan en puste mod den strygende vind.

Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;

det er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.

Men her, hvor en hører furuen suse, —

for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

Peer Gynt

Og ved du det visst?

For alle dine dage?

Solvejg

Den vej, jeg har trådt, b

ær aldrig tilbage.

Peer Gynt

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!

Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.

(han lukker op; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

Peer Gynt

Min kongsdatter!

Nu er hun funden og vunden!

Nej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(han griber øksen og går bortover; idetsamme træder en gammelagtig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en styg unge med en ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

Kvinden

Godkveld, Peer Rapfod!

Peer Gynt

Hvad godt? Hvem der?

Kvinden

Gamle venner, Peer Gynt!

Min stue ligger nær.

Vi er grandfolk.

Peer Gynt

Så? Det er mer, end jeg ved.

Kvinden

Alt som hytten din bygtes,

bygte min sig med.

Peer Gynt

(vil gå.)

Jeg har bråhast —

Kvinden

Det har du altid, gut;

men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

Peer Gynt

I mistaer jer, moer!

Kvinden

Jeg har før så gjort;

jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

Peer Gynt

Jeg lovte —? Hvad fanden er det for snak?

Kvinden

Har du glemt den kveld, du hos faer

min drak?

Har du glemt —?

Peer Gynt

Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.

Hvad rører du om?

Når mødtes vi sidst?

Kvinden

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(til ungen.)

Byd faer din drikke;

jeg mener han er tørst.

Peer Gynt

Faer? Er du drukken? Kalder du ham —?

Kvinden

Du kan da vel kende grisen på skindet!

Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam

på skanken, som du er lam på sindet?

Peer Gynt

Vil du bilde mig ind —?

Kvinden

Vil du vringle dig bort —

Peer Gynt

Denne langbente ungen —!

Kvinden

Han er vokset fort.

Peer Gynt

Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud —?

Kvinden

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(grædende.)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i lider

og bakker?

I høst, da jeg fødte, holdt fanden

om min ryg,

og så er det rimeligt nok en blir styg.

Men dersom du vil se mig så ven, som før,

skal du bare vise jenten derinde på dør,

jage hende ud af sindet og synet; —

gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

Peer Gynt

Vig fra mig, din troldheks!

Kvinden

Ja, se, om jeg gør!

Peer Gynt

Jeg skal slå dig i skallen —!

Kvinden

Ja; prøv, om du tør?

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!

Jeg kommer igen hver evige dag.

Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.

Sidder du med jenten på bænkefjæl, —